Steve Jobs havde et særligt talent for at lede møder

Oplev hvordan Steve Jobs åbnede sine møder, hvordan han håndterede frustration blandt mødedeltagerne, og hvordan han holdt opbyggelige pep-talks. 

Denne dokumentar blev lavet i 1985-1986, da Steve Jobs var igang med at etablere NeXT. Den følger de første møder mellem de ialt 11 medarbejdere.

Jobs er 31 år og har netop forladt Apple efter en intern magtkamp. Jobs var kun 22 år, da han sammen med tre andre stiftede virksomheden. Som bekendt blev han senere hentet tilbage til Apple, hvor han lavede en revolutionerende turn around og skabte noget, der for altid vil stå tilbage som et stykke banebrydende og bemærkelsesværdigt erhvervs-historie.

Var Jobs en god leder? Ja, det var han sikkert, men kun for nogle ganske få typer. Men han skabte resultater, og så havde han et særligt talent for at engagere folk på møder og samtidig sikre et klart fokus.  

I denne dokumentar er der nogle fine eksempler på, hvordan han håndterer situationer, som du sikkert også oplever på dine møder.    

Jobs åbner mødet

Bemærk, hvordan han både taler til og viser passion. Han bruger et fælles historisk eksempel og fremhæver både det, der skal bevares og det, der skal forbedres. Han involverer alle ved at understrege, at alle i rummet har store opgaver og beslutninger, der skal tages. Han tegner en vision og placerer sig selv som garant for sin oprigtighed ved at bruge udtryk som ”mit store ønske er.” Ingen kan være i tvivl om, at Jobs vil gå hele vejen.

 

At give taletid og holde kursen

Jobs gør det fremlagte relevant for alle ved at kommentere og udfordre. Det, han gør særlig godt, er, at han trækker essensen af det fremlagte ud og udtrykker den i nye ord, som lægger sig op ad hans introduktion (vision). Han gør sig umage med at kvittere for det fremlagte. Både når han er enig, og når han er uenig.  

Om at blive enige om prioriteter og sige nej

Der er en længere diskussion af, hvordan de vigtige opgaver skal prioriteres, og der er mødedeltagere, der mener, at prioriteringen skal være anderledes. Jobs står fast på den vigtigste prioritet, men bemærk, at han gør meget ud af at forklare hvorfor.  

Når det er nødvendigt at afbryde

En meget velformuleret mødedeltager tager lang taletid for at udtrykke en bekymring baseret på fælles historie. Jobs er tålmodig til en grænse, men på et tidspunkt bryder han af og bringer mødet tilbage på sporet. Bemærk, hvordan han senere adresserer den samme bekymring, som mødedeltageren påpegede, ved at fortælle en personlig oplevelse af at finde ting uoverskuelige. Og hvordan han minder sig selv om, hvad dette team er i stand til. En opbyggelig tale til teamet iklædt tilfældighed.

Konkrete udfordringer skal løses - rammesætning

Dokumentaren fortsætter med billeder fra det næste møde i teamet tre måneder senere. Jobs sætter allerede fra mødeåbningen ord på, at situationen er svær. Bemærk, at han bruger en forandringsretorik og sætter sig selv i centrum som en af de ting, der skal forandres.

Frustration i rummet – også hos mødelederen

Det ser ikke ud til at blive let at nå de planer, gruppen lagde sammen for tre måneder siden. Mødedeltagere udtrykker frustration og giver skylden på andre områder. Jobs taler meget. Han bryder ind og taler om at erkende fakta og indse behov for forandring. Han har fokus på de uvaner, som hver enkelt mødedeltager skal lægge fra sig, for at lykkes. Igen sætter han sig selv i centrum  ”I don't see it in myself, I don't see it in enough of the rest of us.”  

Det kan diskuteres, om NeXT var en succes. Virksomheden lykkedes ikke, men de produkter, der blev skabt, udgør grundlaget for en lang række nye teknologier. Nogen påstår, at det blev kilden til World Wide Web, fordi Tim Bernes-Lee brugte NeXT computer og operativsystem i udviklingen. Da Jobs i 1997 blev hentet tilbage til Apple, købte de samtidig NeXT for godt en halv mia. USD.  

Se den fulde dokumentar her

PS: Steve Jobs var iøvrigt kendt for at forlade møder, hvor dagsorden eller hans særlig rolle ikke var klar. Og for at smide folk ud af møder, hvis det ikke var tydeligt, hvordan de skulle bidrage. Selvom formen efter sigende var meget hård, er det en effektiv måde at værne om en virksomheds mest knappe ressource: fokuseret tid! 

Print Friendly, PDF & Email
Share