Artiklen er gengivet med tilladelse fra Jysk Fynske Medier.

Beslutningsfejl: Den usynlige indflydelse af bias og vejen til skarpere gruppebeslutninger

Har du nogensinde undervurderet, hvor lang tid du skal bruge på en opgave? Du vælger måske at leve med det og bruger den klassiske: "Jeg er tidsoptimist, hmmm". Eller måske arbejder du bevidst med det og udfordrer dine antagelser om, hvorfor din selvtillid i forhold til opgavens kompleksitet er så urealistisk høj.

Det er nemlig dine ”bias”, der er på spil. Det er dem, der skaber beslutningsfejl. Vi har det alle. Det er ubevidste greb. Noget vores hjerner gør for at få os lettere igennem beslutningsprocesser. Bias fjerner noget kompleksitet ved at læne sig op ad det, vi har prøvet før, bestemte persontyper, vi har mere tillid til end andre, selvtillid i forhold til hvor svært noget er, eller hvor lang tid det tager.

Bias forstærkes i grupper. Man taler om det som et ekko-kammer, hvor vi bekræfter hinanden. En typisk bias i grupper er, at man er så fokuserede på det, man skal nå, at man ikke får syretestet sine antagelser. Det er den slags møder, som man forlader glade og forenede i fuld fart i den forkerte retning.

Det bliver sværere og sværere for djævlens advokat at få plads i sådan en gruppe. Medmindre vi bevidst beslutter, at han skal være med. Og det er faktisk ét af de gode bevidste greb, der kan styrke kvaliteten af en gruppes beslutninger. For nej – løsningen er ikke bare at droppe, at involvere gruppen og gå selv. For så er du igen overladt til dine egen bias.

Her er tre holdninger, de bedste grupper har, som er med til at undgå beslutningsfejl.

I processer må man gerne sige noget vrøvl

Der er meget på spil i et møde. Vi har forskellige roller overfor hinanden. Tit sidder chefen med, eller måske ham fra den anden afdeling, man gerne vil løse et projekt for. Nogen er så optagede af at være korrekt og velformuleret, at djævlens advokat ikke kommer frem. Andre har nærmest gjort det til sit personlige brand altid at være djævlens advokat. Ingen af delene er rigtigt godt.

Når en sag skal drøftes, er målet at få vendt alle synspunkter og nå frem til den bedste aftale. Derfor er det en god ide at være tydelig om, hvornår man er i proces. Sådan at man på mødet ikke drøfter holdninger for og imod, men i stedet sammen analyserer ved at tale om årsager og om fordele og ulemper. Det kan f.eks. være sådan at alle skal forholde sig til både fordele og ulemper – og finde lige mange af hver. For dermed at tvinge de ekstra aspekter frem.

Man kan tage en bordet rundt med spørgsmålet ”hvad har vi overset?” eller ”hvad er det værste, der kan ske, når vi gør dette.” I projektorganisationer ser man ofte grupper, der anvender en samtidig tilkendegivelse med hånden. Det er ikke en thumbs op eller ned, men en gradbøjning af, hvor meget man er med. En, to eller tre fingre. Det kan virker fjollet at sidde og tælle en-to-tre-nu – men det giver et klart billede af, hvor gruppen er - uden påvirkning af hinanden. Og så kan man jo undersøge grundigt, hvilke forbehold personerne med tre fingre i luften har.

Pointen er, at når man er i proces, må man gerne sige noget vrøvl, for det er i yderpunkterne de gode løsninger ligger. Der skal en hel del dårlige ideer frem, før den helt rigtig gode ide kommer. Dem går man glip af, hvis man har skabt en stemning af, at alt skal være korrekt. F.eks. fordi hele mødet optages eller refereres ordret.

Før en god samtale er der altid individuel tænketid

Når et antal mennesker samles i et rum - fysisk eller virtuelt - og drøfter et emne, så sker der altid et eller andet. Nogen brænder mere for sagen en andre og man skal nok få sagt noget og vendt nogle synspunkt og lavet en aftale. Men efter sådan en uforberedt snak vi der altid kommer bump. Noget, der ikke blev vendt på mødet, men som en af deltagerne først kom i tanke om bagefter. Eller noget, som viste sig ikke at være som antaget på mødet. Så det må løses på to-mands-hånd, i mindre møder, gennem mailkommunikation eller på et ekstra møde. Spild af tid.

Derfor skal der altid være forberedelse før et møde. Et helt centralt greb til at undgå beslutningsfejl er nemlig individuel tænketid. At hver enkelt, der deltager i en samtale, først har haft tid til at tænke sig grundigt om. Måske undersøge et par ting og bearbejde det i sin egen tid og sit eget tempo.

På mødet kan man også bruge dette greb. F.eks. med et minuts stilhed til at fordøje det, der er sket indtil nu. Et par minutter til at notere stikord på et stykke papir. En kort gå-pause inden en sag genoptages. En timeout, når argumenterne går i ring.

Pointen er at udnytte forskellighed, og få det bedste fra gruppen frem.

At sove på det er god stil

Når man går og tumler med noget selv, så ved man godt, hvordan tiden modner tankerne. I den personlige problemløsning er tiden altid en faktor. Men i forretningssammenhænge kan man godt føle sig presset til at tage en beslutning hurtigt. Måske fordi nogen har en forventning om tydelig kommunikation.

Men tiden fra et problem opdages til det er løst forlænges markant af beslutningsfejl. Og derfor er det altid en god ide at give tid i begyndelse. Det kan være ved at sprede samtalen over to eller tre møder. Også – eller måske især - der, hvor løsningen synes indlysende.

Pointen er at ting tager tid og vores tankemønstre er ikke lineære. Tydelig kommunikation er også at kunne formulere sig om målet og processen.