Denne artikel blev bragt i ERHVERV+ den 11. oktober 2016.
Teksten er gengivet under pdf'en.
Artiklen er gengivet med tilladelse fra Jysk Fynske Medier.
Hemmeligheden bag god ledelse er så enkel, at de fleste overser den
Af Wenche Strømsnes, wst@bettermeetings.as
Det er så banalt, at vi ikke engang taler om det. MEN VI GØR DET BARE IKKE. Den ene uge tager den anden, vi går fra møde til møde, opgave til opgave, og det bliver bare ikke til noget. Derfor kommer her en kronik om det, vi alle ved men aldrig får gjort.
Sæt tid af til ”ledelse” i kalenderen!
Jeg mener det helt bogstaveligt. Find den dag på ugen, hvor det er mindst sandsynligt, at du er på rejse. Find den tid på dagen, hvor der mindst sandsynligt er forstyrrelse. Lås en time eller to pr. uge og vær benhård med at respektere den. Snart vil organisationen omkring dig forstå, at dette er en prioritet på niveau med møder med den vigtigste kunde eller din egen øverste leder.
Jeg vil om lidt komme tilbage til, hvad timen skal bruges til, men først vil jeg adressere det tema, der oftest spilles på bordet, når talen falder på, hvor alvorligt man egentlig tager sin ledelsesrolle. ”Jeg bruger masser af tid på ledelse. Jeg deltog i et program sidst år, jeg er til konference flere gange om året, vi tager ofte på interne seminarer, hvor ledelse er i fokus.” Det er fremragende.
At tage ud har flere formål. Det giver fokus på ledertræning. Det skaber synlighed om, at ledertræning prioriteres. Det fjerner risikoen for, at man bliver forstyrret af hverdagen. Men det lærte er først noget værd, når det sættes ind i en kontekst af hverdagen.
Ledelse sker i kontekst
Du kan have deltaget i nok så mange foredrag, talt med nok så mange andre ledere og vide nok så meget om de seneste tendenser i ledelse. Men hvis du ikke prøver det af og skaber dig erfaring med det, bliver det kun til tale. Og i nogle tilfælde kan det faktisk splitte en ledergruppe og dermed sænke farten i hele organisationen, fordi ledelsesretorikken bliver for forskellig og mangeartet.
Ledelse sker i kontekst! For at man kan tale om en ledelsessituation, skal der være tre ting til stede:
- en leder, der har retning, ambition, forretningsindsigt,
- en eller flere følgere, der har eller skal have en rolle i denne retning
- en konkret opgave
Den ugentlige ledelsestime
Din ugentlige time bør handle om de situationer, der har været i ugens løb, som indeholder netop disse tre ting. Hvad lykkedes godt, hvad gik mindre godt, hvorfor udviklede situationen sig som den gjorde? Hvad kunne have gået anderledes?
Uanset hvor ekstrovert du er, bør du holde denne time for dig selv. Reflektere. Gå herefter ud og find inspiration. Hvem kender du, som kan have siddet med en lignende situation? Hvad gjorde hun? Kunne det virke i din konkrete sammenhæng? Eller tænk tilbage på din ledertræning. Hvad siger fagligheden om denne situation? Hvorfor gjorde jeg det ikke, når jeg nu egentlig godt vidste det? Skriv en lille PostIt eller en daglig reminder på din telefon om en ny vane, du skal arbejde på og hav fokus i alle de små situationer i den kommende uge. Du kan måle din fremdrift på, om indholdet på din PostIt forandrer sig uge for uge.
Varianterne
Jeg møder ofte ledere som lægge denne aktivitet ind i deres hverdagsrutine, f.eks. ved at dedikere en af de ugentlige flyveture, bilturen over landet eller søndagens bilvask til refleksion over ugens ledelsesgerning. Jeg antager, at det kunne fungere, hvis man er meget disciplineret og dygtig til at ignorere alle de forstyrrelser, der er omkring en. Men jeg har til gode, at se det virke. En ledelsestime bør være uforstyrret og helt uden andre aktiviteter.
En anden variant er den leder, hvis hverdag er så fyldt op af drift, at refleksion bliver til konkret sagsbehandling. Det kan skyldes, at han er ny leder i organisationen og dermed bruger meget tid helt tæt på for at forstå. Det kan også være, at en større forandring kalder på et meget detaljeret fokus for en tid. Her er det en god ide at slippe hverdagen i ledelsestimen og bruge den til at løfte blikket. Surf på nettet, læs anmeldelser af ny ledelsesbøger, se videoer og tilsvarende.
Ledermødet
Den sidste variant er den mest virkningsfulde. Hvis du leder en gruppe, så sæt god tid af til at reflektere før hvert ledermøde. Hvordan kan du - i din rolle - sikre, at mødet løfter hver enkelt til at løfte sin opgave endnu bedre, end da han kom ind i mødet?
Møder ér en arena for ledelse, og det er det sted, hvor en stærk indsats har allerstørst effekt. Mødet indeholder nemlig alle de tre ting, der definerer en ledelsessituation: opgaven, lederen, følgeren. Og med alle relevante personer samlet på én gang om én opgave.
Tid er den ene ting, du ikke kan skaffe mere af. Så brug den ordentligt. Din ugentlige ledelsestime til at reflektere kommer mangedoblet tilbage. Det er det bedste, du nogensinde kommer til at gøre for dig og for den organisation, du leder.