Offentlig ledelse: Der er velfærd i bedre møder

Denne artikel blev bragt i Børsen den 14. maj 2018

Teksten er gengivet under billedet

Artiklen er gengivet med tilladelse fra Børsen.

Offentlig ledelse: Der er velfærd i bedre møder
af Michael Bo Nielsen, selvstændig ledelsesrådgiver og Wenche Strømsnes, stifter og leder af BetterMeetings*

Bedre ledelse skaber bedre velfærd. Sådan lyder rationalet for regeringens ledelseskommission, som om kort tid offentliggør sin indstilling til, hvordan kvaliteten af offentlig ledelse kan styrkes.

Arbejdet bygger på en præmis, der kan diskuteres, nemlig at offentlige ledere i dag skulle gøre det dårligt! Men uanset er det vores håb, at kommissionen ikke er ramt af samme blinde vinkel som så mange tænkere og praktikere før dem: sophistication bias.

Begrebet dækker over trangen til at søge det avancerede og luftige frem for det nære og enkle. Sat på spidsen opfatter mange ledere det som mere sexet at arbejde med Leadership Pipeline, autencitet, innovative netværk, end noget så profant som at gøre hverdagen mere klar.

Møder er det vigtigste ledelsesgreb, en leder har. Det er i møder, at hun sætter den ramme, som gør det muligt for den enkelte at agere. Evnen til at kunne drive møder, så de skaber klarhed, energi og effektivitet, gør forskellen på den fremragende leder og den middelmådige.

En gennemgang af materiale fra de over 100 arrangementer afholdt under kommissionen viser intet om mødekvalitet. Det er en skam, eftersom landets ca. 32.000 offentlige ledere tilbringer en stor del af deres tid i møder.

Det er indlysende, at selv små forbedringer af mødekvalitet vil give en øjeblikkelig effekt målt i økonomi og resultater. I stedet spildes mange velfærdskroner på dårlige møder.

Generel mødeforskning viser, at 15-20 procent af en organisations samlede lønsum anvendes i møder; at halvdelen af de møder, der afholdes, kun er nødvendige, fordi kvaliteten af et tidligere møde var for ringe; at ledere selv er utilfredse med møderne, og at kun to ud af fem ledere, bruger møderne aktivt som ledelsesredskab.  Mon ikke dette gælder i den offentlige sektor også?

Der er kort sagt ingen grund til ikke at sætte skarpt fokus på møder og mødekultur. Heldigvis kan ledelseskommissionen nå det endnu.

 

*Wenche Strømsnes og Michael Bo Nielsen har begge små tyve års erfaring indenfor ledelse og  ledelsesrådgivning. De samarbejder omkring udvikling af bedre mødekultur i offentlige og private virksomheder.