Video og tele er effektive teknologier til at afvikle mange møder. Når en grupper, der arbejder sammen, først har fundet sine spilleregler for det virtuelle møde, fungerer det på mange måder lige så godt, ja nogen gange bedre, end det fysiske møde. Det skyldes, at alt støj og udenomssnak er skåret fra. Men lige præcis her opstår også et problem. For det er i støjen og udenomssnakken, at vi bygger tillid og relationer, og på lang sigt er det nøgleord for et effektivt og værdiskabende samarbejde. Læs mere om tillid her.
Det, der mangler i virtuelle møder, uanset hvor god teknologien er, er de små stumper af feedback, vi ubevidst giver hinanden i en samtale. De små "Mmmm", "Ja", "Præcis", "Enig", Hmmmmm..." lyde, som fortæller den, der taler, at vi er med. Og den direkte øjenkontakt og kropssproget, der også er med til at hjælpe taleren til at vurdere, om noget skal uddybes eller udelades. I et fysisk rum, vil disse ting være til stede, også når der er mange mennesker i rummet. I virtuelle møder skal der ikke være meget mere end tre personer, før dette forsvinder helt.
Der skal derfor en særlig indsats til, hvis en gruppe af den ene eller anden årsag er tvunget til at afholde hovedparten af sine møder virtuelt. Lige netop dette har Mathias Kragelund, fra Kragelund kommunikation specialiseret sig i. Han har samlet disse 10 sproglige bud til bedre videomøder.